UNSPSC-koder – hvad er det?
UNSPSC-koder er lidt af en mundfuld at få over læberne. På trods af det vanskelige navn, er det et vigtigt værktøj i indkøbsprocessen, som kan gavne både indkøberen og leverandøren.
Men lad os starte med navnet. UNSPSC står for United Nations Standard Product and Services Code. Det er et klassifikationssystem, som bruges for nærmest alle varer og tjenesteydelser.
Hver eneste vare og tjenesteydelse har sin helt egen kode. Der er 80.000 koder, i den nyeste version, og de dækker alt fra bananer og fiskestænger til tungt maskineri og medicin.
Hvordan bruger man UNSPSC-koder?
UNSPSC-koder kan være vigtige for både indkøbere og leverandører. Indkøberen får et bedre overblik over indkøbte varer og kan blandt andet bruge UNSPSC-koder til fakturahåndtering og bogføring. UNSPSC-koder gavner indkøbere, og derfor er det naturligvis en fordel, hvis en leverandør kan møde den efterspørgsel.
Som leverandør skal man være opmærksom på et par ting, inden man begynder at klassificere sine varer og tjenesteydelser, men en af de måske vigtigste er, at versionen er den rigtige. Der findes flere versioner af UNSPSC-koder, og der kan dukke nye versioner op. På det danske marked er det mest version 7.0401 og 19.0501, der bruges. Dertil skal man være opmærksom på, hvor indkøberen vil have leveret UNSPSC-koden, for eksempel i et e-katalog.
Hvilken kode skal du bruge?
Man skal også være opmærksom på, hvilket niveau af klassificering, som indkøberen efterspørger. UNSPSC-koder er delt op i fire niveauer:
- Segment
- Family
- Class
- Commodity
Tager man bananer som et eksempel, så kunne niveauerne hedde Mad-, drikke- og tobaksvarer, Frisk frugt, Bananer og Grønne Bananer. Eller koderne 50000000, 50300000, 50301700 og 50301706.